Skulpturer

Ud over den løbende kulturelle aktivitet i området kan man i Kulturhavn Kronborg også året rundt betragte tre meget forskellige skulpturer. Skulpturerne er: ’Herakles og Hydraen’, Rudolph Tegner, 1932, ’HAN’, Elmgreen & Dragset, 2012 og den senest tilkomne ’Værftsarbejderne’, Hans Pauli Olsen, 2013. Mens ’Herakles og Hydraen’ i et klassisk skulpturelt udtryk fortæller om et kæmpende individ, tegner ’Værftsarbejderne’ et billede af en svunden industriæra og ’HAN’ om en postindustriel tid, hvor individet nu kan definere og forme sig selv ved at spejle sig i fortidens historier.

HAN,

Elmgreen & Dragset, 2012

Skulpturen ’HAN’ er skabt af kunstnerduoen Elmgreen & Dragset og er et vartegn for kulturområdet Kulturhavn Kronborg – omkring Kulturværftet, Kronborg Slot og M/S Museet for Søfart.
 

’HAN’ er inspireret af den danske figurative skulptur-tradition fra Thorvaldsen og nordsjællandske Rudolph Tegner til Edvard Eriksens ’Den Lille Havfrue’ på Langelinie.
 

’HAN’ befinder sig midt i en smeltedigel af historier. Der er myterne om Hamlet og Holger Danske, Sundtolden på Kronborg, som i flere hundrede år fik pengene til at strømme til riget, og det gamle skibsværft, der i 101 år var byens vigtigste arbejdsplads. Nu varsler ’HAN’ om nye, postindustrielle tider.

 

Skinnende stål

’HAN’ er fremstillet i blankpoleret stål, der giver skulpturen et moderne udtryk modsat traditionelle materialer som granit og bronze. Den stålblanke overflade bugter sig, så omgivelserne og publikum spejler sig i forvrængede billeder, der forandrer sig alt efter synsvinkel og vejrlig. Når man betragter ’HAN’, betragter man også sig selv.

 

Blinkende øjne
Engang imellem blinker ’HAN’ med sine øjne.

Intervallerne er uregelmæssige og kan ikke forudsiges, så kun de heldige eller tålmodige oplever blinket. Sådan prikker kunstnerne til vores måde at opleve kunsten på: Hvis man haster forbi, får man ikke det fulde udbytte.

 

Den Lille Havfrues bror

Med sin positur og sit sarte udtryk er ’HAN’ en klar reference til Edvard Eriksens skulptur ’Den Lille Havfrue’ ved Langelinie i København. ’HAN’ vidner om den udvikling, der er sket, siden ’Den Lille Havfrue’ kom til verden. I modsætning til ’Den Lille Havfrue’ er ’HAN’ en mand. Når ’HAN’ nøgen sidder til skue for publikum, indtager manden en plads, der traditionelt har været forbeholdt kvinder.

 

Elmgreen & Dragset har tidligere arbejdet med ’Den Lille Havfrue’, da de i 2008 placerede et spejl foran skulpturen under en samtidskunstfestival.

 

Kunstnerduoen Elmgreen & Dragset består af Michael Elmgreen (f. 1961, København) og Ingar Dragset (f. 1969, Trondheim, Norge), som bor og arbejder i London og Berlin. De har haft adskillige soloudstillinger verden over og står bag en række offentlige kunstværker i bl.a. London, Berlin, Rotterdam, Milano – og nu Helsingør.

 

Deres værker er også repræsenteret på Statens Museum for Kunst, Louisiana, Arken og Horsens Kunstmuseum. Elmgreen & Dragset har arbejdet sammen siden midten af 1990’erne. De skaber skulpturer, objekter og rumlige installationer, der udfordrer det konforme, hvad enten det er institutioner, monumenter eller vores opfattelse af os selv og omverdenen. Med et twist kommer det genkendelige til at  fremtræde i et nyt lys.

Herakles og Hydraen, Rudolph Tegner, 1932

På havnen i Helsingør, nærmere bestemt på Nordre Mole ud mod Øresund, står Rudolph Tegners skulptur ’Herakles og Hydraen’.

 

Kunstneren begyndte at arbejde på skulpturen i 1919. Det tog omkring to år for ham og et par medarbejdere at fremstille skulpturen i gips. I 1930 tog Rudolph Tegner selv initiativ til at foreslå borgmester Peder Christensen at skulpturen, når den var støbt i bronze, skulle stå i Helsingør på stenbarrieren ud til Øresund.

 

'Herakles og Hydraen' kom dog ikke til at stå i vandkanten. Da den blev afsløret den 20. november 1932, stod skulpturen på en høj granitsokkel i en kumme af granit med lavt broncerækværk - tegnet af arkitekt Emil Engell. Skulpturen stod godt nok ved Øresund, men ikke helt ude i vandkanten, men derimod på land og tæt på jernbanestationen og færgerne.

 

Her stod skulpturenindtil november 1990, hvor den på grund af etableringen af nye gangbroer til færgerne måtte fjernes. Efter at have været opmagasineret nogle år, blev den genindviet den 25. maj 1994 på sin nuværende plads på Nordre Mole.

 

På bagsiden af selve broncemonumentets lave sokkel er indridset: Alexis Ruder Fondeur Paris (navnet på den parisiske broncestøber). På det nordøstre endestykke af soklen står: Rudolph Tegner.

 

Herakles
I den græske gudeverden er Herakles en helt som kæmper mod alle mulige dyr, virkelige som uvirkelige, og her en enorm vandslange med ni hoveder. I Helsingør elskede man ikke ligefrem skulpturen dengang den blev sat op, og den fik da også kælenavnet ’Den lille Mands Kamp mod Skattevæsenet’.

 

Rudolph Tegner

Rudolph Tegner, 1873-1950,  boede efter uddannelse på Kunstakademiet 1890-93 i Paris til 1897. Her blev han især optaget af symbolismen, men også af bl.a. Rodin og Michelangelo.

 

Rudolph Tegner havde en forkærlighed for de store formater og skabte en række symbolmættede grupper og skulpturer i et voldsomt og dramatisk formsprog, fx ’Frigjort’ (gips, 1901), finsenmonumentet ’Mod lyset’ (opstillet i bronze 1909 foran Rigshospitalet i København), og i Helsingør ’Danserindebrønden’ (1910, bronze 1912) og ’Herakles og Hydraen’ (1918-19, bronze 1932).

 

Tegner ydede betydelige bidrag til den danske symbolisme, men blev i samtiden udsat for en del kritik, og 1926-40 boede han i Frankrig. De fleste af hans værker - heriblandt også en lang række malerier fra hans senere år - findes i det museum i Dronningmølle i Nordsjælland, som han 1937-38 lod opføre for egen regning; her er han også begravet.

Værftsarbejderne, Hans Pauli Olsen, 2014

Skulpturen 'Værftsarbejderne' skal ses som et monument over de tusindvis af arbejdere, der har været tilknyttet Helsingør Skibsværft, som fra 1882 - 1983 var byens største arbejdsplads. Skulpturen er ikke blot et symbol på de mange arbejdere, som har gået gennem værftsporten, men også et udtryk for byens historiske, politiske, sociale og kulturelle udvikling.

 

Hans Pauli Olsen

Skulpturen er skabt af den dansk-færøske billedhugger Hans Pauli Olsen, og den viser fire arbejdere på vej mod den gamle værftsport. Forest går en ældre mand, bag ham en mand i sin bedste alder og endelig ser vi den unge lærling.

 

De tre arbejdere er udført i naturlig størrelse, hvorimod den skulptur, som står nogle meter derfra, er udført 1,5 gange naturlig størrelse. Der er ikke tale om skønhedsidealer, men skønheden ligger i den sjælelige holdning; i udtrykket af et alvorligt menneske, hvis opgave i livet først og fremmest er at skaffe husly og mad på bordet til ham selv og hans familie.

 

Skulpturerne er opbygget i en ujævn og knudret modellering – den for Hans Pauli Olsen så karakteristiske signatur; han skjuler aldrig sporene af sine hænders arbejde. Skulpturerne er støbt i bronze, og til moderne bronzestøbning benyttes ”Shell Casting”, som er en videreudvikling af den meget gamle støbeteknik, der kaldes ”Cire Perdue” – tabt voks. Processen er lang og krævende, og det er Skulpturstøberiet i Svendborg, som har støbt skulpturgruppen.

 

Skulpturen er opstillet i 2014 og er finansieret af D/S Norden, D/S Orients Fond, TORM FONDEN, Lauritzen Fonden og Helsingør Kommunes Museer.